Kirsebærgården er et Rudolf Steiner børnehus og bygger derfor på et antroposofisk grundlag. Det betyder kort fortalt, at vi mener barnet har brug for gode sanseoplevelser, gode forbilleder og en god rytme og at hverdagen i Kirsebærgården er indrettet herefter. Der er sangleg hver dag for så vel store som små og eventyrfortælling indgår også som et fast punkt på dagen. Vi er ude hver dag uanset vejret – året rundt. Vi har 14 årstidsfester og nogle af dem er arrangementer for hele familien. Du kan læse meget mere om vores pædagogik og hverdagen i Kirsebærgården i vores virksomheds/læreplan som kan rekvireres på mail. Alle beslutninger vedrørende Kirsebærgården bliver truffet ud fra 3 væsentlige punkter
- Barnets væsen
- Åndsvidenskaben
- Kirsebærgårdens ve & vel
Kirsebærgården er et dagtilbud med ca. 135 børn, 6 stuer, 35 voksne og fuldtids åbent. Vi vægter at give alle en pause midt på dagen fra det yngste barn til den ældste voksne. Vi har samtidig stor fokus på faglighed, bl.a. gennem kurser både for den enkelte og hele personalet og ligeledes støtter vi uddannelse både via studerende i huset, samt videreuddannelse af personalet. Vi har senest udvidet Kirsebærgården med 2 familie-stuer, som er kombination af vuggestue og børnehave med børn i alderen 1-6 år.