Novemberbrev

October 27, 2022

Kære Forældre

Gitte Drewes kommer torsdag d. 3 november kl. 19-21:

Som er familieterapeut & steinerpædagog kommer og holder oplæg om selvregulering.  Der er stadigvæk pladser og det koster 100 kr. pr. mand som indbetales på støtteforeningens mobilepay 813940. Tilmelding til lise@kirsebaergaarden.dk;

Samtaler:

På alle tavler hænger der opslag med tid til forældresamtale i november – I kan bytte indbyrdes, stuen skal blot vide det en uge før. Der er afsat 25 min til hver samtale, så det er vigtigt at passe tiden og en god ide at være forberedt. Med sidste nyhedsbrev var den overordnede dagsorden for samtalen vedhæftet. Vi holder ikke erstatningssamtaler såfremt I bliver forhindret.

Skoleudtalelser:

I løbet af vinteren udarbejder børnehavestuerne skoleudviklingstjek, som er vores bud på en skoleudtalelse, og så hurtigt vi kan nå det – det hjælper ikke noget at presse på, vi gør det så hurtigt som vores hverdag tillader det. Når de er færdige, får I dem udleveret, og I skal passe godt på dem, for det er jer der skal videregive dem til jeres barns skole. Vi sender dem ikke på grund af reglerne om persondata, og vi laver heller ikke andre skoleudtalelser end den så ved I det hvis skolen beder om det. I bør også tjekke op på reglerne om indskrivning i skole, der gælder noget uanset hvilket skoletilbud I vælger ellers spammer skolerne os for at få jer i tale. Når I ved hvornår jeres barn starter i skole vil vi meget gerne have besked og senest 01.02.2023 – hvis I overvejer skoleudsættelse er det en god ide at vende det til samtalerne med stuen.

Indeleg – børnehave

Som en naturlig konsekvens af at vi fra efterårsferien og frem til påske er mere indendørs, er vores fokus lige nu på at skabe rum til indeleg. Vi er for det første optaget af at give plads til den frie leg og samtidig sikre, at der er et miljø, hvor der er plads til mange og forskellige børn på forholdsvis lidt plads. Det er også et mål at fremme fællesskabet – men samtidig at kunne være med sig selv. Vi anser det for vigtigt at kunne lege sammen med en mængde andre, uanset alder, køn og baggrund. At børnene derved lærer at være ven med dem der byder sig til, og lærer at løse konflikter indbyrdes, samt lærer at bede om hjælp fra de voksne, når det bliver for svært. Målet for det enkelte barn er at udvikle og engagere sig fantasifuldt i legen, at udfolde sig fysisk, være tryg og kunne opretholde sine egne grænser.

Indeleg – vuggestue

For de små børn er det væsentligste fokus at skabe tryghed og tillid til at være i rummet med alle de andre børn og de voksne. Derfor bruger vi voksne vores kræfter på at skabe små rum i det store, så alle kan være med inklusiv de nyeste og mindste børn, uden det dermed hindrer de største i at udfolde sig. De små øver sig i både at udnytte rummet og i at lade sig afgrænse af rummet eller af de andre børn, samt på sigt at indgå i legerelationer, som oftest først ses i det sidste halve til hele år i vuggestuen.

Indeleg – familiegrupperne

Er naturligt en kombination af det ovenstående hvor de mindste har den fordel at kunne blive inspireret og inddraget i de større børn lege og hvor de største børn bliver rummelige og fleksible af at de små er med/på sidelinjen af legen.

Samling sidst på dagen

Vi holder fast ved samlingen af alle stuer udenfor sidst på dagen.

Lanternefest – Fredag D. 11. november fra 17-19 ca.

Lanternefesten i børnehaven/familiegrupperne er en fest for forældre og bedsteforældre, små søskende kan med fordel blive passet hjemme da hele festen stort set er udendørs og det er mørkt. Større søskende er meget velkomne men det er vigtigt at I forældre tager ansvar for at de ikke ødelægger festen for børnehavebørnene ved at lave grin med det hele, eller fortælle hemmelighederne til de små.

I tiden op til festen laver vi lanterner til børn og personale, vi hører eventyr om Gamle Morten og sørger for at rydde rigtig godt op udenfor så han ikke falder på sine gamle ben hvis han skulle komme forbi…

I naturen mærker vi kulden og mørket efter en lys og varm sommer, alle bladene blæser af træerne man kan næsten sige at naturen rådner og forgår omkring os, og som menneske har man lyst til at blive under dynen eller ligge foran ilden. Heldigvis har vi alle et kim som ligger og lyser inden i os, hvilket alle blomsterløgene er et symbol på. Vi skal tænde vores indre lys for at finde vej ud af mørket.

Selve festen går ud på at vi mødes i mørket og med hver vores eget lys (lanternen) går vi i fællesskab syngende gennem mørket og der håber vi på at møde Gamle Morten som passer på naturen og dyrene når mørket har sænket sig. Festen byder også på suppe (fra støtteforeningen) og boller (fra jer) og sidst men ikke mindst så håber vi på at Gamle Morten som traditionen byder har småkager med (fra Maren hans kone) – der er naturligvis også eventyr i salen.

OBS! Hele Kirsebærgården lukker kl. 14.00 og børnene skal være tilbage med forældre kl. 17 præcis.

Husk varmt tøj og lightere i lommen!

Adventsspiral – fredag D. 25. november

Advent betyder at komme (herrens komme). Det er den tid, hvor vi venter på lysets komme. Lyset vender tilbage efter vintersolhverv d. 21. december. Den lilla farve bruges som tegn på en forvandling af mennesket ved at blande den røde og den blå farve. Dette kommer sig af, at Mikaels-tiden er ovre, og vi går igennem en forventningsperiode med øje for det kommende Jesusbarns fødsel og dermed lysets komme. Ved afholdelse af adventsspiralen fordybes mennesket i sit hjertes indre varme ved at tænde et personligt lys ved hjælp af et stort lys, som placeres i spiralens midte. Når vi går ud af spiralen, bærer vi vores eget lys med ud til fællesskabet. Sammen skaber vi lys i mørket. Adventsspiralen er en meget inderlig fest som definerer starten på julemåneden. Der bliver lagt en stor granspiral på gulvet i salen (i familiegrupperne vil det være mellem stuerne) og inde i midten står et stort lys tændt. Salen er bortset fra lyset i midten – mørklagt. Hvert barn går en efter en ind i midten og tænder sit eget lille lys ved det store, går ud og sætter sig i en kreds om spiralen, således at hele spiralen til sidst er lyst helt op. Mens vi går spiralen synger vi julesange. Hvert barn får sit ”æble-lys” med hjem efter festen.