Archive for July, 2022

Augustbrev

July 30, 2022

Kære forældre

Velkommen tilbage fra ferie og velkommen til et nyt ”Kirsebær-år”. Vi håber I har nydt sommeren!  Velkommen også til alle jer nye familier som nu bliver en del af Kirsebærgården. Når I ”gamle” vender tilbage vil I opleve at rigtig mange børn fået nye garderobepladser så det er en god ide lige at kigge godt efter.

Facebook

Vores facebookside er igen opdateret således det kun er for ansatte og forældre med børn i Kirsebærgården der har adgang, men det er også en nem løsning for os, hvis vi skal i kontakt med jer alle. Derfor vil vi opfordre til at alle familier hurtigt sender anmodning afsted. Siden hedder ”Kirsebærgården, et børnehus”

Pædagogisk

Indkøring

Vi har en del nye børn på alle stuer, så vores fokus den næste måneds tid eller 2 er naturligvis at få dem til at falde til. For de store som kommer fra vuggestue og ind i børnehaven er det måske lidt nemmere, da de alle kender børnehaven fra besøg på båldag og daglige ture igennem haven, og alligevel er det en stor ny verden der åbner sig. Der er anderledes krav om selvhjulpenhed og pludselig er man mindst igen, ligesom der er mange børn og tempoet er sat væsentligt op.

For de mindste er det for nogen, første gang man skal passes ude, og selvom vi er mange voksne, har vi jo slet ikke de ressourcer til rådighed der er i en familie – så man skal som lille vænne sig til ikke at være på arm eller skød, men ganske enkelt lære at være med sig selv og det blandt en stor flok af andre børn, hvilket for de fleste er voldsomt. Det vigtigste vi kan tilbyde både for børnehave og vuggestuebørn er nærvær – at være opmærksom på de små hele tiden, så de hver gang de oplever behovet for en voksen, mærker at der er en der har det fokus – det skaber tryghed.

Det vil være en stor hjælp hvis I ”gamle” forældre afleverer hurtigt om morgenen, og uden større søskende, da de små nye er meget følsomme overfor den mindste smule uro, brug helst afhentningen hvis der er beskeder der skal gives.

Vores meget faste rytme er også med til at skabe tryghed for de nye, og for dem der starter i børnehaven, vil der være en masse kendte elementer fra vuggestuelivet.

I børnehaven skal den nye gruppe finde sig til rette med hinanden, og som giver muligheder for at lære sig noget nyt eller øve sig i noget man ikke helt mestre endnu. Det kan naturligvis give anledning til at bekymre sig som forældre, men ud over at det er helt naturligt, og en del af livet for det opvoksende barn, så er det vigtig at holde fokus på at give jeres moralske besyv med i situationen, hvis I er der når den opstår. Også hvis jeres børn fortæller om oplevelser derhjemme, så sig hvad i mener der er moralsk rigtigt, for derefter at lade det fare. I behøver ikke løse problematikken for barnet – det er en vigtig opgave for et barn at lære sig at håndtere disse ting. I kan samtidig være forvisset om, at vi voksne i børnehaven fastholder rammerne for det sociale liv.

Som en del af trygheden for børnene vil vi her med starten af kirsebær-året opfordre jer til at være meget opmærksomme på låger og døre, så det bliver en god vane fra starten – børnene må ikke åbne dørene og lågerne selv, så tag jeres børn i hånden. Det er en god ide at følges ad og være et forbillede, og så er sikkerheden på plads. Børnene må heller ikke færdes alene rundt på gangene, og der er ikke adgang til personaletoiletter og garderobe for andre end de ansatte.

Fester og andre arrangementer

Høsttur mandag d. 8. august kl. 8-15                                   

Traditionen tro tager den nye gruppe af de største børnehavebørn fra alle 4 stuer på tur til Bondemand Jespers gård på Sjællands Odde ”Birkemosegård”, som er leverandør af vores grøntsager og som også levere grøntordningen til støtteforeningen. Det er en meget særlig oplevelse, og børnene er afsted hele dagen. Gruppen består af de børn som kan gå i skole næste sommer, og I vil modtage sms direkte omkring det praktiske, – men lad nu være med at afsløre noget for jeres børn i forvejen.

Forældremøder:

Vi har en del flere forældremøder på planen her fra august til oktober fordi vi oplever at der er et stort ønske fra jer om at vide mere om pædagogikken – de blev i første omgang planlagt til familiestuerne, men vi synes egentlig de henvender sig til alle nye forældre og I er derfor velkomne alle sammen da det er mange år siden vi har haft mulighed for at holde disse. Første gang er d. 11. august kl. 19.00 de næste kommer i september og oktober (se årshjulet bagerst i virksomhedsplanen). Der er også vores store årlige fælles forældremøde for hele Kirsebærgården, hvor alle pædagoger har et oplæg og der er mulighed for at spørge ind til den nye virksomhedsplan som I har brugt sommeren på at læse 😉 det er d. 18. august kl. 19.00. Vi har brug for kaffe og te bryggere (1 fra hver stue) og kagebagere (2 fra hver stue) –, så meld jer under fanerne direkte på stuen.

Høstfest lørdag d. 27. august 10-14

Høsten har dybe rødder i vores landbrugsland, men i dag handler det ikke om liv og død på samme måde som tidligere, og derfor er det en anderledes udfordring at få fællesskabsånden frem. Det er ikke desto mindre et afgørende element, for alle menneskers velbefindende – at føle sig som en del af og betydningsfuld for fællesskabet. Derfor har vi høstforberedelser og efterfølgende Høstfest i børnehaven. Vores intension med høsttiden er også at skabe et grundlag for resten af året. Et grundlag som bygger på arbejdsomhed og respekt for jorden og dens gaver. Vi glæder os til at se jer og jeres børn klædt som bondemænd og koner…. I tiden op til festen skal der bindes neg, tærskes, kværnes mel og kærnes smør og naturligvis skal vi som altid pynte Kirsebærgården med rønnebær og hybenranker, så skulle I komme forbi en hybenbusk må I meget gerne plukke hyben til os – vi skal bruge rigtig mange 😊