Majbrev

April 29, 2022

Kære forældre

Tak for opbakningen på forældremødet! Der hænger nye oversigter over bestyrelse og støtteforening på tavlerne nu.  I forlængelse af forældremødet vil vi gøre alle jer andre opmærksomme på at vi ”kun” mødes på søndag til Maj-fest og ikke også lørdag til arbejdsdag som først planlagt. Der er en del som stadigvæk ikke er medlem af Kirsebærgårdens facebook side ”Kirsebærgården – et Børnehus”, det er vigtigt for os at alle er med, så vi kan kommunikere ud med hurtige beskeder og nå alle….

Bøllehatte og solcreme

Sidste år valgte at lade børnene have deres ”egen” solhat til brug gennem dagen og det holder vi fast ved – det betyder at den hænger på deres plads når vi går ind til frokost og derfor er den samme der kommer på igen når de skal ud. Bøllehattene bliver vasket minimum 2 gange om ugen.

Solcreme bruger vi også igen. Det er vigtigt at I selv husker det om morgenen hjemmefra med egen solcreme da vi først smører ind om eftermiddagen og Kirsebærgårdens solcreme er ikke til låns

Pasning fredag d. 27. maj

Der hænger også pasningslister til fredagen efter Kristi himmelfartsdag hvor I skal skrive tidspunkt for pasning eksempelvis 8.30-16.00 eller F hvis jeres barn holder fri. Når der er pasning skal alle have madpakker med til frokost da køkkenpersonalet holder fri. Vi sørger for formiddags og eftermiddagsmad som altid. Deadline for tilmelding er mandag d. 9. maj kl. 9.00

Pædagogisk

Storetur

Hver mandag er der storetur, hvor vi kommer langt omkring, så langt som kræfterne rækker… Bredegrund, Femøren, og Amager Strandpark er oplagte ture og dermed en lang strækning der bliver tilbagelagt. Når vi går ved trafikerede veje går vi 2 og 2 og synger. Så snart vi kommer til et område hvor der kan løbes, bliver det brugt. Da ingen små er med, sender vi ikke nogen i forvejen men løber i samlet flok. Vi har maden med hjemmefra og spiser derfor ude og når først hjem igen når de ”små” dandere – og det er en ekstra gevinst at få lov at blive ude, så føles man rigtig stor. Det er en fornøjelse at være med som voksen på disse ture, her ser man for alvor hvad de har lært og kan sammen. De er meget fantasifulde og legende, selv de mest lege-uvenlige steder laver de noget sjovt sammen. Gruppen og legerelationerne ændrer sig på tur, men alle er med og der er ingen konflikter. Der er også tid til drillerier og til at synge nogen af de mere frække sange.

Fester

Majfest søndag d. 1. maj

Majfesten er et symbol på frugtbarhed og fællesskab. Stangen repræsenterer det menneskelige jeg i form af et I, silkebåndene et A som udtryk for Alfa, begyndelsen. Kransen O for omega – enden, og hermed er beskrevet mennesket i nutiden imellem fortid og fremtid.

Det er også en fest hvor vi hylder fællesskabet, så alle familier har en ret med til fælles frokostbord, husk at det I medbringer skal svare til det I spiser, så vi ikke kommer til at mangle mad som det er sket før. Festen går ud på at få ordnet majstangen, med krans og silkebånd for naturligvis, og se de store børn danse om stangen til sidst. Så smør sangstemmerne. Bjarne vil sørge for mindre arbejdsopgaver så der ikke opstår kedelige stunder 😊