Archive for April, 2022

Majbrev

April 29, 2022

Kære forældre

Tak for opbakningen på forældremødet! Der hænger nye oversigter over bestyrelse og støtteforening på tavlerne nu.  I forlængelse af forældremødet vil vi gøre alle jer andre opmærksomme på at vi ”kun” mødes på søndag til Maj-fest og ikke også lørdag til arbejdsdag som først planlagt. Der er en del som stadigvæk ikke er medlem af Kirsebærgårdens facebook side ”Kirsebærgården – et Børnehus”, det er vigtigt for os at alle er med, så vi kan kommunikere ud med hurtige beskeder og nå alle….

Bøllehatte og solcreme

Sidste år valgte at lade børnene have deres ”egen” solhat til brug gennem dagen og det holder vi fast ved – det betyder at den hænger på deres plads når vi går ind til frokost og derfor er den samme der kommer på igen når de skal ud. Bøllehattene bliver vasket minimum 2 gange om ugen.

Solcreme bruger vi også igen. Det er vigtigt at I selv husker det om morgenen hjemmefra med egen solcreme da vi først smører ind om eftermiddagen og Kirsebærgårdens solcreme er ikke til låns

Pasning fredag d. 27. maj

Der hænger også pasningslister til fredagen efter Kristi himmelfartsdag hvor I skal skrive tidspunkt for pasning eksempelvis 8.30-16.00 eller F hvis jeres barn holder fri. Når der er pasning skal alle have madpakker med til frokost da køkkenpersonalet holder fri. Vi sørger for formiddags og eftermiddagsmad som altid. Deadline for tilmelding er mandag d. 9. maj kl. 9.00

Pædagogisk

Storetur

Hver mandag er der storetur, hvor vi kommer langt omkring, så langt som kræfterne rækker… Bredegrund, Femøren, og Amager Strandpark er oplagte ture og dermed en lang strækning der bliver tilbagelagt. Når vi går ved trafikerede veje går vi 2 og 2 og synger. Så snart vi kommer til et område hvor der kan løbes, bliver det brugt. Da ingen små er med, sender vi ikke nogen i forvejen men løber i samlet flok. Vi har maden med hjemmefra og spiser derfor ude og når først hjem igen når de ”små” dandere – og det er en ekstra gevinst at få lov at blive ude, så føles man rigtig stor. Det er en fornøjelse at være med som voksen på disse ture, her ser man for alvor hvad de har lært og kan sammen. De er meget fantasifulde og legende, selv de mest lege-uvenlige steder laver de noget sjovt sammen. Gruppen og legerelationerne ændrer sig på tur, men alle er med og der er ingen konflikter. Der er også tid til drillerier og til at synge nogen af de mere frække sange.

Fester

Majfest søndag d. 1. maj

Majfesten er et symbol på frugtbarhed og fællesskab. Stangen repræsenterer det menneskelige jeg i form af et I, silkebåndene et A som udtryk for Alfa, begyndelsen. Kransen O for omega – enden, og hermed er beskrevet mennesket i nutiden imellem fortid og fremtid.

Det er også en fest hvor vi hylder fællesskabet, så alle familier har en ret med til fælles frokostbord, husk at det I medbringer skal svare til det I spiser, så vi ikke kommer til at mangle mad som det er sket før. Festen går ud på at få ordnet majstangen, med krans og silkebånd for naturligvis, og se de store børn danse om stangen til sidst. Så smør sangstemmerne. Bjarne vil sørge for mindre arbejdsopgaver så der ikke opstår kedelige stunder 😊

Aprilbrev

April 1, 2022

                                      

Kære forældre

Årligt forældremøde og generalforsamling torsdag d. 21. april kl. 19.00:

Efter flere år i træk at have udskudt og aflyst glæder vi os endelig til at kunne afholde det årlige forældremøde helt normalt. Der er valg blandt vuggestueforældre og forældre fra familiestuerne til både støtteforening og bestyrelse så det må I gerne overveje hver især.

Arbejdsweekend 2. og 3. april fra kl. 9.00-14.00

Støtteforeningen sørger for lækker forplejning og der er masser af opgaver om ikke andet så at klappe takten for dem der er i gang 😉 kom gerne og meld jer endnu bedre til via facebook – er I der ikke allerede så hedder siden ”Kirsebærgården – et Børnehus”

Påskepasning

I pasningsperioden frem til påske gælder det at børnene skal have madpakker med til frokost da køkkenet er lukket. Vi sørger for drikkevarer, formiddagsmad & eftermiddagsmad. Det er vigtigt at være opmærksom på den tid I har skrevet på – da personalets skema er lagt efter det og Kirsebærgården er ikke åbent lige så længe som normalt. Pasning er kun for de børn der er tilmeldt!

Pædagogisk:

Udeliv

Vi har taget fat på sommerrytmen igen – det betyder at børnene er ude også om eftermiddagen. Jorden er stadigvæk kold og fugtig langt op af dagen, og der kommer tilsyneladende stadigvæk sne. Regn og vandpytter og leg med vand i det hele taget er super sjovt for jeres børn, men der kommer store skår i glæden hvis regnbukserne er fra sidste år og sidder op under knæene, eller er købt så de kan bruges langt ind i 3. klasse. Så tjek op på det nu og sørg meget gerne for termotøj til under regntøjet i stedet for flyverdragt, når temperaturen tillader det – det giver god bevægelsesfrihed og det er der brug for 😉 Selvom vuggestuen er ude om eftermiddagen er det en god ide at vente med at hente de større børn således at de små har haven for sig selv nøjagtig som om vinteren hvor de er på stuen – det kommer mange indkøringer af nye børn i sommerhalvåret så det er et hensyn som er nødvendigt

Forbillede og efterligning

En stor del af vores pædagogik er lagt an på at de voksne foretager sig meningsfyldte handlinger således at de er inspiration til børnenes leg. Jo ”større” bevægelserne er og jo mere ”optaget” de voksne er desto mere inspirerende virker de på børnenes leg. Derfor fejer, river, snitter, skræller, strikker, saver, syr, vasker vi når vi er udenfor. Det er ovenikøbet ekstra fordrende hvis de voksne er begejstret for det de laver, eller jo mere nødvendigt de voksne oplever opgaven er jo bedre leger børnene. For at lykkes med det er vi som voksne nødt til at opdrage på os selv så opgaverne bliver løst efter hensigten og ikke med irritation – det kan jo også være noget man kan bruge derhjemme…

Børnene må meget gerne hjælpe til med det vi er i gang med – det er ofte en god måde at blive afleveret på idet handlingen optager barnets fokus sådan at afskeden med mor eller far bliver nemmere.

Fester:

Påskefest tirsdag d. 19. april

Som optakt til festen (det vil sige frem til 13. april) vil vi gerne have at hvert børnehavebarn medbringer et pustet æg til påsketræet i garderoben – og ikke nok med det vi vil også meget gerne høre hvilken farve mor eller far blev i hovedet da de pustede…. Æggene skal ikke farves hjemmefra, det satser vi påskeharen står for. Se i øvrigt kommende opslag i garderoben!

De største børn har i denne tid hemmeligheder for… (Sssh – gækkebreve), der er noget der skal gemmes, klippes, farves og sendes med posten hjem til mor og far. Reglen er at man må gætte 3 gange og hvis man ikke kan gætte hvem der er fra så skal det udløse et påskeæg så det håber vi at I er med på ӨӨӨӨ

Denne fest er en af de store Kristne højtider og det forklarer vi naturligvis ikke jeres børn – det er dog alligevel værd at overveje den åndelige begivenhed der indtræffer hvert år og derfor holder vi i Kirsebærgården først Påskefest efter Påskemorgen – altså tirsdag efter påske. I gamle dage (dem nogen af os er vokset op i…J) var skærtorsdag og Langfredag ikke at spøge med, intet var åbent, dagene var lange og stille og det var først søndag og mandag man fejrede påsken med venner og familie – måske er det en mulighed for, stadig i dag, at lukke ned for vild aktivitet og fest disse dage – noget alle børn og ikke mindst voksne kan have glæde af. Med påsken fejrer vi opstandelsen og i Kirsebærgården kommer det til udtryk ved at Kirsebærgården inden påske var klædt helt i grønt og er nu forvandlet til komplementærfarven rød og vores store påsketræ er sprunget ud med de smukkeste blomster. På træet er de pustede æg blevet malet røde (måske af påskeharen) og vi skal i parken og for familiestuerne på tagterrassen og se efter æg, hvis Påskeharen har været forbi der også. Hjemme igen skal vi klinke æg og spise påskefrokost.