Novemberbrev

October 24, 2021

Kære Forældre

Det nye køkken står færdigt, bærladen er på vej og den sidste stue åbner i morgen og dermed er vores udvidelse ved at være helt på plads – der mangler stadigvæk at fylde op med børn og personale men det er jo en proces over tid!

 

Vinterrytme

Husk at vi starter indenfor på alle stuer fra i morgen da vi har taget hul på vinterrytmen igen og det betyder at vi er inde om eftermiddagen, både i vuggestue, familiegrupper og børnehave – i børnehaven er det dog undtagen fredag. Det betyder også at det bliver koldere og derfor husk at vi anbefaler uldundertøj i alle måneder med ”r” – vi tager gerne alt det andet af hvis det bliver for varmt indendørs – men jorden er så kold nu så børnene hurtigt bliver kolde hvis de ikke har uldundertøj på (alternativt; silke)

 

Håndsprit, håndvask og cykler!

Sørg for at voksne spritter hænder ved indgangen og at børnene først bliver afleveret når de har vasket hænder – gode vaner der holder ind i fremtiden! Apropos vaner så er der ikke længere mulighed voksencykelparkering i gården andet end ved aflevering/afhentning – ikke i løbet af dagen ☹

 

Forældresamtaler:

På alle tavler hænger der opslag med tid til forældresamtale i november – I kan bytte indbyrdes, stuen skal blot vide det en uge før. Der er afsat 25 min til hver samtale, så det er vigtigt at passe tiden og en god ide at være forberedt. Med sidste nyhedsbrev var den overordnede dagsorden for samtalen vedhæftet. Vi holder ikke erstatningssamtaler såfremt I bliver forhindret.

 

Skoleudtalelser:

I løbet af vinteren udarbejder børnehavestuerne skoleudviklingstjek, som er vores bud på en skoleudtalelse. Når de er færdige, får I dem udleveret, og I skal passe godt på dem, for det er jer der skal videregive dem til jeres barns skole. Vi sender dem ikke på grund af reglerne om persondata, og vi laver heller ikke andre skoleudtalelser end den omtalte: I vil dermed være forberedte, når skolen beder om det.

 

Trivselstjek

I løbet af oktober har vi lavet trivselstjek på alle stuer – så vi overordnet får et frisk kig på alle børn og dermed noget konkret at tage udgangspunkt i til forældresamtalerne, som vi har her i november.

 

Pædagogisk

Indeleg – børnehave

Som en naturlig konsekvens af at vi fra efterårsferien og frem til påske er mere indendørs, er vores fokus lige nu på at skabe rum til indeleg. Vi er for det første optaget af at give plads til den frie leg og samtidig sikre, at der er et miljø, hvor der er plads til mange og forskellige børn på forholdsvis lidt plads, – selvom vi endda har mere end de lovpligtige kvadratmeter. På den anden side er det vores mål for gruppen at fremme fællesskabet – men i det også at kunne være med sig selv, og at kunne lege sammen med en mængde andre, uanset alder, køn og baggrund. At børnene derved lærer at være ven med dem der byder sig til, og lærer at løse konflikter indbyrdes, samt lærer at bede om hjælp fra de voksne, når det bliver for svært. Målet for det enkelte barn er at udvikle og engagere sig fantasifuldt i legen, at udfolde sig fysisk, være tryg og kunne opretholde sine egne grænser.

 

Indeleg – vuggestue

For de små børn er det væsentligste fokus at skabe tryghed og tillid til at være i rummet med alle de andre børn og de voksne. Derfor bruger vi voksne vores kræfter på at skabe små rum i det store, så alle kan være med inklusiv de nyeste og mindste børn, uden det dermed hindrer de største i at udfolde sig. De små øver sig i både at udnytte rummet og i at lade sig afgrænse af rummet eller af de andre børn, samt på sigt at indgå i legerelationer, som oftest først ses i det sidste halve til hele år i vuggestuen.

 

Indeleg – familiegrupperne

Er naturligt en kombination af det ovenstående og i en tid vil vi samle alle børn fra begge stuer om eftermiddagen, for på den måde at lave opdelingen så blid som mulig og fordi der endnu ikke er så mange børn

 

Fester

Lanternefest – D. 12. november fra 17-19 ca.

Lanternefesten i børnehaven/familiegrupperne er en fest for forældre og bedsteforældre, små søskende kan med fordel blive passet hjemme da hele festen stort set er udendørs og det er mørkt. Større søskende er meget velkomne men det er vigtigt at I forældre tager ansvar for at de ikke ødelægger festen for børnehavebørnene ved at lave grin med det hele eller fortælle hemmelighederne til de små.

I tiden op til festen laver vi lanterner til børn og personale, vi hører eventyr om Gamle Morten og sørger for at rydde rigtig godt op udenfor så han ikke falder på sine gamle ben hvis han skulle komme forbi…

I naturen mærker vi kulden og mørket efter en lys og varm sommer, alle bladene blæser af træerne man kan næsten sige at naturen rådner og forgår omkring os, og som menneske har man lyst til at blive under dynen eller ligge foran ilden. Heldigvis har vi alle et kim som ligger og lyser inden i os, hvilket alle blomsterløgene er et symbol på. Vi skal tænde vores indre lys for at finde vej ud af mørket.

Selve festen går ud på at vi mødes i mørket og med hver vores eget lys (lanternen) går vi i fællesskab syngende gennem mørket og der håber vi på at møde Gamle Morten som passer på naturen og dyrene når mørket har sænket sig. Festen byder også på suppe (fra støtteforeningen) og boller (fra jer) og sidst men ikke mindst så håber vi på at Gamle Morten som traditionen byder har småkager med (fra Maren hans kone) – der er naturligvis også eventyr i salen.

 

OBS! Hele Kirsebærgården lukker kl. 14.00 og børnene skal være tilbage med forældre kl. 17 præcis.

 

Husk varmt tøj og lightere i lommen!

 

Adventsspiral – D. 26. november

Advent betyder at komme (herrens komme). Det er den tid, hvor vi venter på lysets komme. Lyset vender tilbage efter vintersolhverv d. 21. december. Den lilla farve bruges som tegn på en forvandling af mennesket ved at blande den røde og den blå farve. Dette kommer sig af, at Mikaels-tiden er ovre, og vi går igennem en forventningsperiode med øje for det kommende Jesusbarns fødsel og dermed lysets komme. Ved afholdelse af adventsspiralen fordybes mennesket i sit hjertes indre varme ved at tænde et personligt lys ved hjælp af et stort lys, som placeres i spiralens midte. Når vi går ud af spiralen, bærer vi vores eget lys med ud til fællesskabet. Sammen skaber vi lys i mørket. Adventsspiralen er en meget inderlig fest som definerer starten på julemåneden. Der bliver lagt en stor granspiral på gulvet i salen (i familiegrupperne vil det være på hyldebærstuen) og inde i midten står et stort lys tændt. Salen er bortset fra lyset i midten – mørklagt. Hvert barn går en efter en ind i midten og tænder sit eget lille lys ved det store, går ud og sætter sig i en kreds om spiralen, således at hele spiralen til sidst er lyst helt op. Mens vi går spiralen synger vi julesange. Hvert barn får sit ”æble-lys” med hjem efter festen.