Archive for May, 2021

Junibrev

May 30, 2021

Kære forældre

Så er der endelig kommet rum til at afholde en del arrangementer igen og derfor vil vi rigtig gerne indbyde til alt muligt, og håber selvfølgelig at I møder talstærkt frem. Med næste nyhedsbrev kommer den revidererede årsplan og kalender for 2021/22

 

Forældremøde onsdag d. 9. juni kl. 19-21

Vi afholder fælles forældremøde en onsdag, da vi ganske enkelt ikke kan få det til at passe ind på andre måder hvis det skal nås inden sommerferien og det synes vi det skal.

 

Arbejdsweekend d. 12 & 13. juni kl. 9.00-15.00

Bjarne er lykkelig! Endelig kan der blive lavet noget, så sørg for godt med spinat og pastaretter og måske lidt strækøvelser inden weekenden oprinder…

 

Ferieafholdelse

Vi har hængt feriesedler op da rigtig mange børn holder længere ferie end de 3 uger vi har lukket og det vil være meget dejligt hvis I vil skrive jeres ferieplaner på så vi ved hvor mange der starter op lige efter ferien – der er også hensynet til de nye børn der skal indkøres som kræver logistik fra vores side og derfor vil det være en stor hjælp.

 

Udeleg – børnehave

En vigtig del af udelegen er at stifte bekendtskab med elementerne, jord, vand, ild og luft og derfor har vi gjort meget for at dette altid er tilgængeligt, man kan grave overalt, der er stort set altid vand i tønderne, vi vander blomster, har opvaskebaljer udenfor, udover besøg på strandparken og regnvejr. Der er også bål i det omfang vi må, og derudover er ildelementet er jo også repræsenteret ved kold og varm på kroppen, og jo længere vi er henne på sommeren bliver der også mulighed for bare tæer i det varme sand. Luften mærker vi rigtigt på tagterrassen, under solsejlene og på løbeture på stranden. Udeleg handler også om den frie bevægelse, og netop af denne grund laver vi stop undervejs på turen og løber imellem stoppene, nogen går også og bliver optaget af det der er på jorden, det er der frihed og tid til. Vi er optaget af, på den ene side at give plads til den frie leg og samtidig sikre at der er et miljø hvor der er plads til mange og forskellige børn på forholdsvis lidt plads, selvom vi endda har mere end de lovpligtige kvadratmeter. Målet er for gruppen er at stifte bekendtskab med naturen og årstidernes skiften. Målet for det enkelte barn er at kunne bevæge sig frit og lære kroppen at kende. For de største børn som snart skal i skole er der storetur om mandagen, hvor der er skruet op for begivenhederne i form at længere ture til nye steder.

 

Udeleg – vuggestue

For de små børn er det bevægelsen og som er det primære fokus, de møder naturligvis årets gang og elementerne særligt i form af vand og jord under leg, og som voksne er vi meget bevidste om vores ansvar for at de små hverken bliver for kolde eller for varme, derfor er der også masser af steder med skygge. Bevægelsen bliver optimeret når de bruger stubbene og gyngen til at balancere på og stubbene er i en højde så også de små kan kravle op og ned. Underlaget i haven er med til at støtte en god motorik, da det ikke er glat og lige så det kræver noget at lære at bevæge sig rundt.

 

Sommerafslutning for småbørnene onsdag d. 30. juni kl. 15-16:

Et par dage inden ferien mødes vi om eftermiddagen til sommerafslutning for de små, nogle er så store at de skal videre i børnehave efter ferien og andre skal bare holde ferie, under alle omstændigheder vil vi gerne have lov til at sige ordentligt farvel på denne dag. Støtteforeningen laver kaffe og te, og I som forældre skal medbringe kage/frugt til fælles bord. Det er vigtigt at komme præcis af hensynet til de små….

 

Sommerfest fredag d. 2. juli:

Til Sankt Hans, midsommer fejres Johannes Døberen, det er hans fødselsdag (et halvt år før jul) Johannes Døberens livsopgave var at døbe Jesus Kristus i Jordanfloden. Johannes Døberen siger om sit forhold til Kristus: ”Jeg må aftage. Han må tiltage.” Den del af os, der hører fortiden til, må aftage, for at fremtidsdelen, Kristus kan tage bolig i os. Det er en tid med et skifte, vi går fra solen at tiltager i årsløbet til at den aftager og i vores kultur er det også på denne tid at man ofte starter på noget nyt i livet. Denne nye begyndelse kan indledes gennem at vi tager et tilbageblik omkring midsommer på det forgangne år – på samme måde som til nytåret – og herved søger at skille mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Når vi har overblikket over det forgangne og også, så langt det er muligt, set os selv objektivt, kan vi forlade det gamle. Vi kan dermed lægge alle de fejl vi har gjort bag os, med forhåbning om engang i fremtiden om at kunne handle bedre.

Sommerfesten i børnehaven er en helt særlig begivenhed – det er både vemodigt og et rum til stolthed når vi skal sige farvel til de store børn der skal videre i skole og helt særligt bliver det når det er hele familien vi siger farvel til. Det er umuligt at skrive hvad denne dag indebærer men i løbet af dagen – har vi lavet en smuk seance omkring det at give og modtage – til det skal vi bruge en masse blomster, blomster som hvert barn bringer med til det store fælles for så at blive delt ud igen. Vores hovedfokus vil være at lægge vægt på “hjertekræfterne”, både i interaktionen med børnene og hinanden på arbejdspladsen. Vi har talt om hvorledes det ofte er muligt for os at forstå hinanden hvis vi også forsøger med vores indføling og ikke kun gennem rationel tilgang til en problemstilling. En stilhed kan dukke op, når vi stopper op og sætter det “kloge hoved” på stand-by, hvori vi pludseligt kan erkende noget vi ikke har kunnet med tankerne alene.

Majbrev

May 3, 2021

Kære forældre

 

Udvidelse og Tagterrassen

Salen er tømt, væggene er revet ned og pladsen er klar til at blive forvandlet til de to nye stuer så snart vores byggetilladelse kommer. Tagterrassen bliver færdigrenoveret i denne uge og dermed kan den igen benyttes af børnene.

 

Bøllehatte og solcreme

Sidste år valgte at lade børnene have deres ”egen” solhat til brug gennem dagen og det holder vi fast ved  – det betyder at den hænger på deres plads når vi går ind til frokost og derfor er den samme der kommer på igen når de skal ud. Bøllehattene bliver vasket minimum 2 gange om ugen.

Solcreme bruger vi også igen. Det er vigtigt at I selv husker det om morgenen hjemmefra med egen solcreme da vi først smører ind om eftermiddagen og Kirsebærgårdens solcreme er ikke til låns ☹

 

 

Pædagogisk

 

Storetur

Hver mandag er der storetur, hvor vi kommer langt omkring, så langt som kræfterne rækker… Bredegrund, Femøren, og Amager Strandpark er oplagte ture og dermed en lang strækning der bliver tilbagelagt. Når vi går ved trafikerede veje går vi 2 og 2 og synger. Så snart vi kommer til et område hvor der kan løbes, bliver det brugt. Da ingen små er med, sender vi ikke nogen i forvejen men løber i samlet flok. Vi har maden med hjemmefra og spiser derfor ude og når først hjem igen når de ”små” dandere – og det er en ekstra gevinst at få lov at blive ude, så føles man rigtig stor. Det er en fornøjelse at være med som voksen på disse ture, her ser man for alvor hvad de har lært og kan sammen. De er meget fantasifulde og legende, selv de mest lege-uvenlige steder laver de noget sjovt sammen. Gruppen og legerelationerne ændrer sig på tur, men alle er med og der er ingen konflikter. Der er også tid til drillerier og til at synge nogen af de mere frække sange.

 

 

Fester

 

Majfest fredag d. 7. maj

Majfesten er et symbol på frugtbarhed og fællesskab. Stangen repræsenterer det menneskelige jeg i form af et I, silkebåndene et A som udtryk for Alfa, begyndelsen. Kransen O for omega – enden, og hermed er beskrevet mennesket i nutiden imellem fortid og fremtid.

Vi laver en anderledes udgave igen i år, da restriktionerne afholder os fra at kunne invitere forældre med. Derfor bliver det kun for børnehavebørnene og det bliver kun de kommende skolebørn der danser om selv stangen. Som optakt skal vi selvfølgelig ordne silkebåndene, finde bøgegrene og binde høstkransen om til majkrans.

 

Pinsefest fredag d. 21. maj

Pinse kommer af det græske ord pentecoste, der betyder halvtreds. Det er pinse 50 dage efter påskesøndag.
Pinsen er festen for Helligåndens tilstedeværelse i mennesket. Helligånden er en tolk, som gør det muligt at høre og forstå Jesu Kristi ord. Tiden mellem Påske og Pinse giver mulighed for at fornemme forskellige veje og forskellige løsninger ud af kriser. Ansvar og alvor må have et modstykke i det lette og legende. Vigtigt at have bevidsthedens lys med i den sovende sommer. Pinsen kaldes også de frie individualiteters fest som hylder kærlighed i handling og tanke. Sandhed gør fri og skønhed forbinder en til verden. Som frie individer kan vi vælge broderskabet. Være fri og samtidig føle sig som en del af en helhed.

I Kirsebærgården fejrer vi Pinsefest fredagen før Pinse – Her er hele gården klædt i hvidt og vi skal høre pinseeventyr, flyve med pinsefugle i Lergravsparken, blæse sæbebobler og tænde pinsebålet.