Januarbrev

January 3, 2021

Kære forældre

Sikken et år… Det giver ingen mening at være fortvivlet over alt det vi er gået glip af men så meget mere mening at glædes over det der er opnået og om noget er vi sammen lykkes med at få Kirsebærgården igennem denne periode, så TUSIND TAK! – for jeres hjælp, opbakning og fleksibilitet det betyder alverden og hjælper os til at koncentrerer os om det vigtigste; at skabe trygge og kærlige omgivelser for jeres børn.

Vi vil sandsynligvis fortsætte i det nye år med retningslinjer der ligner dem der lige nu udspiller sig. Vi er i en situation hvor vi hele tiden skal afveje om vi har ressourcer nok til at passe alle indskrevne børn, kaldet ”Dimensionering” og vi er endnu ikke nået til at skulle prioritere i indsatsen. Vi håber at det heller ikke bliver nødvendigt, men det kræver at I stadigvæk er meget nøjeregnende med ikke at sende børn afsted med forkølelse. For selvom det ikke er corona, så vil det når det smitter os voksne være svært at skelne og kræver derfor at vi skal blive hjemme til vi er testet og det kan tage uforholdsmæssigt lang tid og dermed fravær i personalegruppen. En af de nye retningslinjer er at forældre opfordres til at bruge værnemidler ved aflevering og afhentning. Vi har ikke krav om dette i Kirsebærgården, men hvis I vælger at værne jer vil vi bede om at det ”kun” er med brug af visir – ikke mundbind, da vi mener at børn har krav på at kunne se og genkende voksne og ikke mindst aflæse mimik.

 

Der er opkrævning til det årlige kontingent her i januar hvor I skal indbetale 200 kr. til støtteforeningen pr. familie på konto 8401 1054933 i Merkurbank, det vil være overordentligt dejligt og en stor hjælp hvis I klarer det helt af jer selv uden at vi skal rykke for det, og skriv gerne jeres barns navn på indbetalingen.

 

Hegnet er i skrivende stund ved at blive etableret og skulle gerne være færdigt på den anden side af juleferien og dermed en ny og større have, hvilket i sig selv er kærkomment. Det betyder også at cykelparkering ikke længere er muligt i gården

 

Indkøring af nye børn

Vi har nye børn på alle stuer – 6 i alt, så vores fokus den næste måneds tid eller to er naturligvis at få dem til at falde til. For de store som kommer fra vuggestue og ind i børnehaven er det måske lidt nemmere da de alle kender børnehaven fra besøg på båldag og daglige ture igennem og alligevel er det en stor ny verden der åbner sig. Der er anderledes krav om selvhjulpenhed og pludselig er man mindst igen, ligesom der er mange børn og tempoet er sat væsentligt op. For de mindste er det for nogen første gang man skal passes ude og selvom vi er mange voksne har vi jo slet ikke de ressourcer til rådighed der er i en familie – så man skal som lille vende sig til ikke at være på arm eller skød men ganske enkelt at være med sig selv og det blandt en stor flok af andre børn hvilket for de fleste er voldsomt. Det vigtigste vi kan tilbyde både for børnehave og vuggestuebørn er nærvær – at være opmærksom på de små hele tiden, så de hver gang de oplever behovet for en voksen mærker at der er en der har det fokus – det skaber tryghed. Vores meget faste rytme er også med til at skabe tryghed for de nye og for dem der starter i børnehaven vil der være en masse kendte elementer fra vuggestuelivet.

 

Hellig 3 konger fest 8. januar:

Afslutningen på julen fejrer vi med Hellig 3 konger fest, nu er det de 3 konger som til julespillet kommer med gaver til barnet og den store engel Gabriel har byttet ledestjernen ud med et Hellig 3 konger lys.

Til festen får hvert barn i børnehaven en gave, som også Jesusbarnet får en gave. Gaven er et stykke guld (Pyrit), som vi får fra den røde kiste. Dette er for at symbolisere, den tid vi lever i, at intellekt og visdom er tidens store gaver (guldet), og at vi alle har Kristus i os.

 

Forældremøde 14. januar er aflyst

I ønskes en glædelig jul, samt et velsignet Nytår!

Seneste nyheder

Kategorier