Archive for August, 2020

Augustbrev

August 1, 2020

Kære forældre

Velkommen tilbage fra ferie og velkommen til jer der er nye i Kirsebærgården. Vi håber I har nydt sommeren og er klar til et nyt Kirsebær-år.

Håndtryk, håndsprit og håndvask

Vi vil rigtig gerne hilse ”ordentligt” på jer ved aflevering og afhentning og det begynder vi på igen, men vi kan desværre konstatere at mængden af den håndsprit der bliver brugt ved lågen, når man kommer og går, er kraftigt reduceret – hvilket kun kan betyde at nogen glemmer det, og det duer ikke – det er vigtigt at huske, som en god vane og ligeså at være opmærksom på håndvask med børnene, når man afleverer, nu – og i al fremtid.

 

Facebook

Vores facebookside er opdateret således det kun er for ansatte og forældre med børn i Kirsebærgården der har adgang, men det er også en nem løsning for os, hvis vi skal i kontakt med jer alle. Derfor vil vi opfordre til at alle familier har adgang til denne. Siden hedder ”Kirsebærgården, et børnehus”

 

Pædagogisk

Indkøring

Vi har en del nye børn på alle stuer, så vores fokus den næste måneds tid eller 2 er naturligvis at få dem til at falde til. For de store som kommer fra vuggestue og ind i børnehaven er det måske lidt nemmere, da de alle kender børnehaven fra besøg på båldag og daglige ture igennem haven, og alligevel er det en stor ny verden der åbner sig. Der er anderledes krav om selvhjulpenhed og pludselig er man mindst igen, ligesom der er mange børn og tempoet er sat væsentligt op.

For de mindste er det for nogen, første gang man skal passes ude, og selvom vi er mange voksne, har vi jo slet ikke de ressourcer til rådighed der er i en familie – så man skal som lille vænne sig til ikke at være på arm eller skød, men ganske enkelt lære at være med sig selv og det blandt en stor flok af andre børn, hvilket for de fleste er voldsomt. Det vigtigste vi kan tilbyde både for børnehave og vuggestuebørn er nærvær – at være opmærksom på de små hele tiden, så de hver gang de oplever behovet for en voksen, mærker at der er en der har det fokus – det skaber tryghed.

Det vil være en stor hjælp hvis I ”gamle” forældre afleverer hurtigt om morgenen, og meget gerne uden større søskende, da de små nye er meget følsomme overfor den mindste smule uro, så brug hellere afhentningen hvis der er beskeder der skal gives.

Vores meget faste rytme er også med til at skabe tryghed for de nye, og for dem der starter i børnehaven, vil der være en masse kendte elementer fra vuggestuelivet.

I børnehaven skal den nye gruppe finde sig til rette med hinanden, og som giver muligheder for at lære sig noget nyt eller øve sig i noget man ikke helt mestre endnu. Det kan naturligvis give anledning til at bekymre sig som forældre, men ud over at det er helt naturligt, og en del af livet for det opvoksende barn, så er det vigtig at holde fokus på at give jeres moralske besyv med i situationen, hvis I er der når den opstår. Også hvis jeres børn fortæller om oplevelser derhjemme, så sig hvad i mener der er moralsk rigtigt, for derefter at lade det fare. I behøver ikke løse problematikken for barnet – det er en vigtig opgave for et barn at lære sig at håndtere disse ting. I kan samtidig være forvisset om, at vi voksne i børnehaven fastholder rammerne for det sociale liv.

Som en del af trygheden for børnene vil vi her med starten af kirsebær-året opfordre jer til at være meget opmærksomme på låger og døre, så det bliver en god vane fra starten – børnene må ikke åbne dørene og lågerne selv. Det er en god ide at følges og være et forbillede, og så er sikkerheden på plads. Børnene må heller ikke færdes alene rundt på gangene, og der er ikke adgang til personaletoiletter og garderobe for andre end de ansatte.

 

Fester og andre arrangementer

Vi har en del på programmet den næste tid, og som altid er festerne der er skrevet herunder kun for børnehaven, i vuggestuen, er vi medbærer af stemningen og har ofte festbord men ikke noget der inddrager jer som forældre eller kræver noget særligt af børnene. Basaren dette år er desværre aflyst grundet Covid 19.

 

Opstartsmøde 10. august kl. 17.00

Der er mange nye børn på alle stuer efter ferien, og vi holder opstartsmøde for alle forældre til nye børn mandag d. 10. august kl. 17 – det vil sige også forældre som har børn eller har haft børn i Kirsebærgården, men samtidig skal aflevere et nyt barn her. På mødet vil vi afstemme forventninger og svare på spørgsmål.

 

Høsttur torsdag d. 13. august 8-15

Traditionen tro tager den nye gruppe af de største børnehavebørn fra begge stuer på tur til Bondemand Jespers gård på Sjællands Odde ”Birkemosegård”, som er leverandør af vores grøntsager og som også levere grøntordningen til støtteforeningen. Det er en meget særlig oplevelse, og børnene er afsted hele dagen. Gruppen består af de børn som kan gå i skole næste sommer, og I vil modtage sms direkte omkring det praktiske, – men lad nu være med at afsløre noget for jeres børn i forvejen.

 

Fælles forældremøde torsdag d. 20. august kl. 18.00-20.30 cirka

Vi har valg til bestyrelse og støtteforening, og derfor mødes vi allerede kl. 18 så vi kan nå det hele.

Traditionen tro, er hovedemnet vores nye læreplan, som I fik på mail ved sidste nyhedsbrev og spørgsmål hertil, og hvordan vi griber det i Kirsebærgården. Fokus i år er på årstidsfesterne. Vi har brug for kaffe og te bryggere og kagebagere – 1 fra hver stue, så meld jer under fanerne på stuen.

 

Høstfest lørdag d. 29. august 10-14

Høsten har dybe rødder i vores landbrugsland, men i dag handler det ikke om liv og død på samme måde som tidligere, og derfor er det en anderledes udfordring at få fællesskabsånden frem. Det er ikke desto mindre et afgørende element, for alle menneskers velbefindende – at føle sig som en del af og betydningsfuld for fællesskabet. Derfor har vi høstforberedelser og efterfølgende Høstfest i børnehaven. Vores intension med høsttiden er også at skabe et grundlag for resten af året. Et grundlag som bygger på arbejdsomhed og respekt for jorden og dens gaver. Vi glæder os til at se jer og jeres børn klædt som bondemænd og koner…. I tiden op til festen skal der bindes neg, tærskes, kværnes mel og kærnes smør og til sidstnævnte har vi brug for at hvert barn medbringer et rengjort syltetøjsglas (ikke for stort til en barnehånd) og lægger det i kurven i garderoben.

 

Flytning af arbejdsweekend

Vi er desværre nødt til at flytte arbejdsweekenden fra 12 & 13/9 til 19 og 20. september – blot så I ved det allerede nu og kan sætte et stort kryds i kalenderen.

 

 

Kærligst

Personalet i Kirsebærgården

 

Seneste nyheder

Kategorier