Archive for April, 2020

Aprilbrev

April 1, 2020

Kære Forældre

Det er en underlig tid at gennemgå og vi håber inderligt at I får det bedste ud af den når nu omstændighederne er så anderledes.

Vi har grundet lukningen tænkt fremad og har derfor søgt kommunen om mulighed for dette år at holde åbent hvor vi normalt har sommerferielukket – det har vi fået lov til, idet vi tænker at nogen af jer muligvis har brugt jeres ferie på disse corona – lukkeuger.

For at det kan lade sig gøre har jeg brug for at få et overblik over bemandingen og jeg vil derfor bede jer om at melde tilbage til mig hvilke uger I holder sommerferie med jeres børn? Hører jeg ikke fra jer inden 1. maj regner jeg med at I holder som vanligt ferie i uge 27, 28 og 29.

 

Vi ved jo endnu ikke hvornår vi åbner igen – og når vi gør, hvordan betingelserne bliver, men så snart vi ved noget konkret sender vi naturligvis mail.

 

Vi har valgt at udskyde arbejdsweekend og det årlige forældremøde/generalforsamling i støtteforeningen

 

Udeliv

Når vi kommer tilbage så tager vi fat sommerrytmen igen – det betyder at børnene er ude også om eftermiddagen. Jorden er stadigvæk kold og fugtig langt op af dagen og det regner en del. Regn og vandpytter er super sjovt for jeres børn, men der kommer store skår i glæden hvis regnbukserne er fra sidste år og sidder op under knæene, eller er købt så de kan bruges langt ind i 3. klasse. Så tjek op på det nu og sørg meget gerne for termotøj til under regntøjet i stedet for flyverdragt – det giver god bevægelsesfrihed og det er der brug for 😉 Husk også kurvetjek og som altid oprydning på pladsen inden I forlader Kirsebærgården, det pædagogiske valg er naturligvis; at det jeres børn selv kan klare får de lov til, og at I prioriterer tiden til det…

 

Forbillede og efterligning

En stor del af vores pædagogik er lagt an på at de voksne foretager sig meningsfyldte handlinger således at de er inspiration til børnenes leg. Jo ”større” bevægelserne er og jo mere ”optaget” de voksne er desto mere inspirerende virker de på børnenes leg. Derfor fejer, river, snitter, skræller, strikker, saver, syr, vasker vi når vi er udenfor. Det er ovenikøbet ekstra fordrende hvis de voksne er begejstret for det de laver, eller jo mere nødvendigt de voksne oplever opgaven er jo bedre leger børnene. For at lykkes med det er vi som voksne nødt til at opdrage på os selv så opgaverne bliver løst efter hensigten og ikke med irritation – det kan jo også være noget man kan bruge derhjemme…

Børnene må meget gerne hjælpe til med det vi er i gang med – det er ofte en god måde at blive afleveret på idet handlingen optager barnets fokus sådan at afskeden med mor eller far bliver nemmere.

 

Indkøring

Det bliver sikkert en brat opvågning for både børn og voksne når vi kommer på den anden side og derfor forventer vi at vi skal bruge tid på at få Kirsebærgårdens rytme etableret i børnegrupperne igen. Derudover starter der også nye børn som slet ikke kender rytmen og Kirsebærgårdslivet endnu. Vi vil som personale have vores fokus på børnene og derfor appellerer vi til så korte afleveringer som muligt. Hvis I har information til de voksne vil det være kærkomment at det klares på sms og så svarer vi når tiden er til det – det er også fint at benytte selv til små beskeder.

 

Fester:

Påskefest tirsdag d. 14. april

Indtil videre er vi lukket frem til 14. april og starter vi denne dag, vil vi starte med en fest, hvilket i sig selv giver god mening. Der vil naturligvis ikke være forberedelser som normalt men det skal ikke forhindre os i at feste. Denne fest er en af de store Kristne højtider og vi fejrer selvfølgelig først Påske efter Påskemorgen – altså tirsdag efter påske. Med påsken fejrer vi opstandelsen og i Kirsebærgården kommer det til udtryk ved at Kirsebærgården inden påske var klædt helt i grønt og er nu forvandlet til komplementærfarven rød og vi har påsketræ i garderoben. De andre år har vi kunnet hænge hjemme-pustede æg på træet, i år vil det blot være træet som forhåbentligt blomstre. Vi skal i parken og se efter æg (småbørnene leder i haven). Hjemme igen skal vi klinke æg og spise påskefrokost.