Februarbrev

January 31, 2020

Kære forældre

Praktisk:

Kontingent til støtteforening

Der mangler stadigvæk en del indbetalinger af det årlige kontingent på 200 kr. til støtteforeningen pr. familie på konto 8401 1054933 i Merkurbank, det vil være overordentligt dejligt og en stor hjælp hvis I klarer det  nu og jeg ikke skal rykke mere for det – skriv gerne jeres barns navn på indbetalingen.

Skolestart

Vi har brug for at vide præcis hvilken skole jeres barn skal gå på og hvornår de går ud af børnehaven senest 28. februar gerne på mail lise@kirsebaergaarden.dk. Hvis jeres barn går ud efter sommerfesten beder vi om at udmeldelsen sker pr. 31.07.20 (juli måned er betalingsfri) Det er muligt først at udmelde sit barn i løbet af august måned – hvis der er nogen der benytter sig af det, vil børnene blive omtalt som sommerferiegæster.

Tilmelding til pasning i uge 7

Deadline er overskredet og derfor gælder det at kun de børn som er tilmeldt kan få pasning og kun i det tidsrum I har skrevet på – det betyder at åbningstiden i den uge er reduceret og afpasset med den nødvendige normering. Der er rigtig mange børn denne pasningsperiode og det er desværre ikke lykkes denne gang at alle der har ønsket det kan holde ferie.

Pædagogisk stævne fredag d. 13 marts

Vi er 11 ansatte der skal til pædagogisk stævne i Skanderborg og vil derfor vi opfordre jer til at holde fridag med jeres barn hvis der er mulighed for det på denne dato – det kunne måske også være bedsteforældredag eller legeaftale med et andet barn. Så snart I ved om jeres barn kommer eller ej vil vi meget gerne vide det og også gerne tidsrummet da vi skal planlægge med vikarer

Pædagogisk:

Samling

I alle samlinger gælder det at man må opøve evnen til at indgå i fællesskabet. Det er selvfølgelig under hensyn til de andre og det uden at miste sin egen berettigelse, hvilket bliver udfordret hvis man er vant til altid at blive hørt med det samme man åbner munden eller altid får den plads man helst vil have.

Børnene i Kirsebærgården øver sig i det sociale i alle samlinger der er i løbet af en dag, et enkelt lille eksempel på det er når vi går ud eller ind fra haven, i vuggestuen er øvelsen blot at komme ind og ud uden at skubbe og mase – evne at passe på de mindste og i børnehaven er det udvidet til ”London-kø” hvor man skal stå helt tæt, lige efter hinanden og samtidig lytte efter hvad de voksne siger.

Apropos samling så er børnehavebørnene særdeles hæmmede af at have for store luffer på, de bliver plastificeret og dermed kolde – så køb (eller strik) flere par (så der er noget at skifte med) tynde luffer i ren uld

Skoleparathed

Vi har fokus på de største børns skoleparathed hvilket indebærer at de lærer at tørre sig selv efter toiletbesøg, at de har særlige praktiske arbejdsopgaver at løse i det daglige f.eks være tjenere, kokke, fodermester, brændehugger mm. Det kræver også at man kan være stille og høre efter, at man kan forstå og udfører en stillet (velkendt) opgave, og ikke mindst evnen til at hjælpe de mindre børn hvis behovet opstår.

Fester:

Forårsfest/Fastelavnsfest

I Kirsebærgården fejrer vi fastelavn med en gigantisk forårsfest for børnehavebørnene – salen er tryllet om til et tema der dette år er ”Ved skovsøen” Det vil sige at rummet og alle festdeltagerne, børnene og de voksne i børnehaven er klædt ud til dette tema, det kan være en frø, tudse, salamander, mosekone, alfer og feer, dværge, skovtrolde og meget mere – det er kun fantasien der sætter grænser. Dog frabeder vi at man kommer klædt som disney-figur eller anden karikatur der ikke kan indgå i den eventyrlige stemning. Mange af Kirsebærgårdens fester har et højtideligt islæt, men denne fest især udmærker sig ved at der er sjov og finurligheder på spil. Børnene får et fastelavnsris med hjem fra festen og historien der følger med dette er at hvis de dagligt ringer med den lille bjælde der hænger på en af grenene kan det være at spirene hører at der er noget der kalder på dem og dermed springer ud….

Seneste nyheder

Kategorier