Januarbrev

December 31, 2019

Kære forældre

Godt Nytår!  Når I kommer skal I være opmærksomme på at en del børn har fået nye pladser i garderoben for at give plads til de nye børn som starter.

Der er opkrævning til det årlige kontingent her i januar hvor I skal indbetale 200 kr. til støtteforeningen pr. familie på konto 8401 1054933 i Merkurbank, det vil være overordentligt dejligt og en stor hjælp hvis I klarer det helt af jer selv uden at vi skal rykke for det, og skriv gerne jeres barns navn på indbetalingen.

Det er nu at vi bliver mere strikse hvis jeres børn ikke har uldundertøj på – Claudia delte en artikel på facebook i december som er meget oplysende

 

Indkøring af nye børn

Vi har en del nye børn på alle stuer – 8 i alt, så vores fokus den næste måneds tid eller to er naturligvis at få dem til at falde til. For de store som kommer fra vuggestue og ind i børnehaven er det måske lidt nemmere da de alle kender børnehaven fra besøg på båldag og daglige ture igennem og alligevel er det en stor ny verden der åbner sig. Der er anderledes krav om selvhjulpenhed og pludselig er man mindst igen, ligesom der er mange børn og tempoet er sat væsentligt op. For de mindste er det for nogen første gang man skal passes ude og selvom vi er mange voksne har vi jo slet ikke de ressourcer til rådighed der er i en familie – så man skal som lille vende sig til ikke at være på arm eller skød men ganske enkelt at være med sig selv og det blandt en stor flok af andre børn hvilket for de fleste er voldsomt. Det vigtigste vi kan tilbyde både for børnehave og vuggestuebørn er nærvær – at være opmærksom på de små hele tiden, så de hver gang de oplever behovet for en voksen mærker at der er en der har det fokus – det skaber tryghed. Vores meget faste rytme er også med til at skabe tryghed for de nye og for dem der starter i børnehaven vil der være en masse kendte elementer fra vuggestuelivet.

 

Hellig 3 konger fest 6. januar:

Afslutningen på julen fejrer vi med Hellig 3 konger fest, nu er det de 3 konger som til julespillet kommer med gaver til barnet og den store engel Gabriel har byttet ledestjernen ud med et Hellig 3 konger lys.

Til festen får hvert barn i børnehaven en gave, som også Jesusbarnet får en gave. Gaven er et stykke guld (Pyrit), som vi får fra den røde kiste. Dette er for at symbolisere, den tid vi lever i, at intellekt og visdom er tidens store gaver (guldet), og at vi alle har Kristus i os.

 

Kyndelmisse 31. januar:

Kyndelmisse er i gammel dansk tradition den tid på året hvor man gjorde status på vinterens forråd og på denne tid af året skulle helst halvdelen af forrådet være tilbage – kunne man finde et godt æble ville man holde sig rask hele året! Kyndelmisse eller Maria lysmesse, eller Maria renselse – kært barn har mange navne og oprindelsen finder man i fordums tider hvor der gik 40 dage efter et drengebarns fødsel før han kunne fremvises af sin moder i templet. Det er ved denne tid at lysene som skal bruges i året bliver velsignet og dermed kan bruges som vågelys eller et særligt lys til vigtige begivenheder i hjemmet. Vi markerer denne dag ved at lave det største bål på hele året – velsigne lys og ikke mindst hænge mad ud til fuglene. I tiden op til festen har vi lavet fuglemad og fjernet grannet fra adventskransen og hængt den udenfor så småfuglene kan få glæde af de sidste kerner. Som optakt til festen vil vi gerne have at hvert barn medbringer et stk. mad til at hænge ud til fuglene.

Forældremøde 23. januar kl. 19.00

Vi har fælles forældremøde som altid må I meget gerne melde jer til på stuetelefonerne så vi får overblik over hvor mange der kommer og også som vanligt har vi brug for kaffe og te bryggere samt kagebagere

Seneste nyheder

Kategorier