Decemberbrev

December 1, 2019

Kære forældre

Der er stadigvæk en hel del børn der ikke har uldundertøj på! Så mangler I de sidste advents eller julegaver er her en kærkommen lejlighed til at få det på ønskesedlen. Fra januar når det bliver rigtig koldt kommer vi til at holde jer op på det – børnene kan ikke holde varmen uden. Alternativt kan I købe silke hvis barnet ikke tåler uld – det er dyrere men har samme effekt. For en god ordens skyld vedhæftes en tøjliste til dette nyhedsbrev. Der er lavet aftale med Skovalfen om 20 % på uldundertøj som kan købes i Bærladen fra torsdag i denne uge.

 

Julemåneden

December måned er julemåned og det bærer livet i Kirsebærgården præg af – vi startede torsdag med tur for de store børn til krybbespil som marionetteater og dagen efter var der Adventsspiral som omtalt i november brevet. Fra Adventsspiralen samles grannet ind efterfølgende og bliver brugt til at omskabe høstkransen til en adventskrans til børnehavens garderobe. Ligesom der på alle stuer vil være små kranse som hver dag frem til jul er tændt mens vi spiser. Vi skal bage småkager og pynte op på stuerne og børnehaven får sikkert besøg af Nisse Nils (skabet er i hvert fald kommet tilbage ) og måske har han igen i år guldnødder med – en til hvert barn, så nogle må vente længe andre får hurtigt, der er nok at se til for en lille nisse. Det særlige ved guldnødderne er at børnene oplever at det ikke handler om tingenes størrelse eller værdi (set i kroner og øre), men med hvilken ånd det er givet

Der er også julekrybbespil dagligt, med Josef, Maria og det lille jesusbarn, i hele december måned spilles det, først som bordspil og efterfølgende af børnene som aktører og I er inviteret traditionen tro til juleafslutning i børnehaven hvor I vil få det at se – for børnene er krybbespillet ligesom eventyret og derfor vigtigt ikke at dyrke eller tale særlige roller op, alle roller må være med for at eventyret kan spilles, det er ikke så vigtigt hvem der er hvad. Vi sørger for at de største børn prøver alle rollerne i videst muligt omfang, om end det ikke lige bliver den dag I er inviteret.

For børnene i vuggestuen er der også krybbespil, men i form af bordspil for de store og pynt for de små og I forældre får det også at se til vores juleafslutning på småbørnsstuerne.

 

Til juleafslutningerne både hos småbørnene og i børnehaven er det meget vigtigt at komme til tiden!

 

Forældresamtalerne

Det er lykkes for os at gennemføre stort set alle de planlagte samtaler til tiden – så tusind tak for jeres hjælp til det, det betyder alverden for vores planlægning på stuerne og i hele huset. Overordnet set er der stor tilfredshed med indsatsen i Kirsebærgården, de fleste forældre er glade og tilfredse og oplever deres børn trives og udvikler sig – efterfølgende evaluerer vi samtalerne i personalegrupperne og med bestyrelsen.

 

18.12.19                               Juleafslutning småbørn kl. 15.00-16.00

20.12.19                              Juleafslutning Børnehave  kl. 14.00

23.12.19-01.01.20               Lukket (begge dage inklusiv)