Archive for October, 2016

Efterårs & Julebrev

October 23, 2016

Kære Forældre

Med en veloverstået og, takket være jeres store indsats, en vellykket Mikaelsbasar, er efteråret er over os med gråvejr, regn & blæst hvilket kalder på indendørs aktivitet og hygge. Det er heldigvis helt i tråd med Kirsebærgårdens vinterrytme hvor vi er mere indendørs, ofte om morgenen og hver eftermiddag. Tirsdage og torsdage er aflevering dog fortsat udenfor i børnehaven, i vuggestuen er morgenen som den plejer men også her er eftermiddagene indenfor. Vi er som altid ude hver dag alle mand så derfor er det overordentlig vigtigt at have styr på tøj der passer til vejret og godt med skiftetøj i kurvene.

Forældresamtaler:

Forældresamtaler afholdes årligt i november måned – der er sat 25 min. af til hvert barn og det kræver at både I og vi er velforberedte og bruger tiden konstruktivt samt at I kommer til tiden og gerne lidt før. Oversigt over tider hænger på tavlerne og er I forhindret i det pågældende tidsrum, er I velkommen til at bytte indbyrdes, hvis blot i giver stuen besked og helst i god tid. Samtalerne foregår forskellige steder enten i salen på kontoret eller på personalestuen og I kan derfor med fordel benytte bagindgangen på Lergravsvej (den grå dør) og dermed undgå at jeres børn ser jer.

Lanternefest:

Børnehavens Lanternefest er en meget stemningsfyldt fest som ligger om aftenen når mørket er faldet på – af samme grund lukker hele Kirsebærgården denne dag kl. 14, så vi kan nå at gøre klar og pynte op. På denne aften skal vi synge efter Gamle Morten som forhåbentlig kommer forbi og er vi rigtig heldige har han sol, måne og stjernekager med som hans kone har bagt. Festen er for forældre, men de mindre søskende kan nemt blive utrygge i mørket så prøv at finde pasning til dem, ligesom vi gerne vil understrege at større søskendebørn er velkomne hvis de vel at mærke ikke ødelægger festen for alle børnehavebørnene ved at ”disse” indholdet eller stemningen. I tiden op til festen vil vi meget gerne bede hvert barn medbringe 2 blomsterløg.

Adventsspiral:

Efter lanternefesten går vi i gang med alle julens arrangementer og den første er Adventsspiralen en fest for børnehavebørnene som er meget inderlig. Hvert år bliver vi overrasket over hvor fint det lykkes for børnene at gribe denne stemning, hvor alle en efter en går ind i spiralen og tænder sit eget lys ved det store i midten. Den store granspiral som fylder hele gulvet i salen bliver efterfølgende brugt til at forvandle høstkransene til adventskranse. Ligesom til lanternefesten kræver adventsspiralen også noget med hjemmefra og til den vil vi gerne bede om et bundt gran fra hver familie.

Julemåneden:

Hele julemåneden fjerner vi ugerytmen så vi har tid til at fordybe os i forberedelserne til julen og til at lade freden sænke sig over Kirsebærgården, det er en overvejelse I måske også skal gøre derhjemme så december ikke ender med at være et massivt pres. December igennem har vi julespil i børnehaven – et krybbespil der omfatter Josef, Maria, det lille jesusbarn, hyrder, konger, naturligvis masser af engle, stjerner og dyr. Først ser de det som bordspil og efterfølgende er alle børn er aktører. Når vi spiller er alle børn og voksne inddraget, de mindste er dog primært stjerner der lyser på himlen og englekor, men det er jo også særligt, så lad nu være med at skrue forventningerne hos børnene op J. Spillet foregår som en stor sangleg og vi inviterer jer til at komme og se det til julefesten. Fordi det ikke er et skuespil i normal forstand, men en stemning jeres børn er i vil vi bede jer om ikke at tage billeder og ikke at klappe, men blot nyde stemningen…

Julespillet fortsætter helt frem til d. 6. januar og efter Nytår er det kongerne der har et særligt fokus, spillet afsluttes med Hellig 3 konger festen om fredagen i den første uge efter ferien.

Ud over julespillet som er baggrunden for fejringen af julen, har vi hvert år haft besøg af Nisse Nils. Nisse Nils er en lille nisse som er rigtig sød, men som også godt kan finde på at drille lidt. Dagligt arbejder han på at fremstille guldnødder til børnehavebørnene (en lille udhulet valnød, med en lille bitte gave indeni) og da der er mange børn, må nogen vente længe, men sikkert er det at alle som en bliver husket. Baggrunden for at give denne ”simple” gave er at lære at det ikke er størrelsen eller den materielle værdi i en gave der er væsentlig – men kærligheden hvormed den er givet! og Nisse Nils elsker de, så selvom gaven er nok så lille bliver den skattet stort.

Hos småbørnene bliver de ikke snydt for julebudskabet i form af krybbespil som bordspil i eventyrstunden og nisserier til sangleg og I er også inviteret til at komme og ønske hinanden og os en glædelig jul til juleafslutningen.

Pasning og ferie

Juleferie afholdes fra d. 24.12.16-01.01.17 begge dage inklusiv, der er pasning ved tilmelding d. 22 & 23.12.16 og det er vigtigt at I ikke blot tilmelder jer for en sikkerheds skyld – i børnehaven her i efterårsferien var kun halvdelen af de tilmeldte børn mødt op – det betyder at vi kunne have sparret på timeforbruget så overvej lige en ekstra gang inden i tilmelder jer, også med hensyn til tidspunkt, vi har måtte give overarbejde de første dage fordi nogen henter senere end det der står på tilmeldingen og skemaerne bliver lagt efter det.

Datoer:

  • 24.10.16                         Vinterrytme begynder
  • 11.11.16                           Kirsebærgården lukker kl. 14.
  • 11.11.16                           Lanternefest kl. 17.
  • 25.11.16                          Adventsspiral
  • 20.12.16                         Juleafslutning småbørn
  • 21.12.16                          Julespil i børnehaven
  • 22 & 23.12.16                Pasning ved tilmelding
  • 06.01.17                         Hellig 3 kongerfest
  • 19.01.17                          Forældremøde kl. 19-21