Høstbrev

September 9, 2016

Kære Forældre

Velkommen tilbage fra ferie – som altid er det særligt at starte et nyt ”Kirsebærår” – det år der går fra den ene sommerferie til den næste. Hele Kirsebærgården har hvilet i sommervarmen og er klar til at blive indtaget på ny og børnegrupperne har ændret sig, nye små er kommet til og alle føler sig større. Forhåbentligt evner vi voksne at bruge sommerens varme og frihed til at vække skabertrang og virkelyst i os selv, til gavn og glæde i omgivelserne og med det siger vi velkommen igen.

Høstfest

Høsten har dybe rødder i vores landbrugsland, men i dag handler det ikke om liv og død på samme måde som tidligere og derfor er det en anderledes udfordring at få fællesskabsånden frem. Det er ikke desto mindre et afgørende element for alle menneskers velbefindende – at føle sig som en del af og betydningsfuld for fællesskabet. Derfor har vi høstforberedelser og efterfølgende Høstfest i børnehaven, vi engagerer os i at skabe en stemning af arbejdsomhed og respekt for jorden og dens gaver, noget som vi grundlægger i høsttiden, men som resten af året bliver præget af, og elementer som er med til at nære fælleskabsfølelsen i børnene og i os. Vi glæder os til at se jer og jeres børn klædt som bondemænd og koner….

Forældremøde

Vores første forældremøde i året er traditionen tro et fællesmøde hvor vi som hovedemne har vores årsplan og spørgsmål hertil, vi vil ligesom sidste år vælge nogle emner ud som vi folder særligt ud for jer – der vil dog også være masser af tid til spørgsmål fra jer også. Vi har brug for kaffe og te bryggere og kagebagere – 1 fra hver stue, så meld jer under fanerne på stuen.

Vi har senere afholde forældremøde kun for børnehaveforældre, med dertil stuemøder for de enkelte stuer, og forældremøde kun for småbørnsforældre, også med stuemøde.

Bærladen & Høns:

Bærladen (Butikken v. køkkenet) er åben igen, og den er som de fleste af jer allerede ved, forældredrevet, dvs. at det er jer forældre der tager vagterne på skift og støtteforeningen der sørger for vareindkøb og regnskab. I kombination med at passe Bærladen passer man også vores høns i den efterfølgende weekend, dette gælder dog først når de nye høns er kommet i løbet af august. Vagterne i Bærladen er torsdag eftermiddag fra 14.30-16.30. Vagtplan er vedhæftet mailen – skulle der senere opstå problemer med at tage den vagt man er tildelt er man selv ansvarlig for at finde vikardækning, til det er vores facebook-profil meget velegnet.

Arbejdsweekend:

Vi har arbejdsweekend i september, og selvom Kirsebærgården fremstår pæn og æstetisk så kræver det meget arbejde at vedligeholde, således at standarden ikke falder. Der er i sommerferien blevet laseret på blåbærstuen også, hvilket var den sidste del der manglede. Det hjælper meget på vores økonomiske formåen, at de ting vi selv kan klare bliver lavet på arbejdsweekends. Derfor håber vi I kommer talstærkt så vi kan nå de opgaver der skal klares denne gang. Det er altid vældig hyggeligt både for børn og voksne og der bliver sørget for forplejningen.

Mikaelsfest:

Efter høstfesten følger Mikaelsfesten, som før i tiden var den egentlige høstfest her i norden og markerede en afslutning på høsten og der var også skiftedag på gårdene. Rudolf Steiner har talt meget om Mikael, idet Mikael ifølge ham er ”Tidsånd” dvs. den ånd der hersker over vores tid. For os voksne betyder det at være bevidst om de handlinger vi gør, at have modet til at handle på det vi ved, er rigtigt for os selv og for helheden, og styrken til at gennemføre ting som ikke er nemme og ikke at søge behagelighed men ærlighed og kærlighed til verden. I børnehøjde er det volapyk og skal være det! – børnene tilegner sig viden og kundskab om verden gennem handlinger. Derfor er Mikaelsfesten bygget op omkring handlinger der kræver mod, styrke og venskab/sammenhold, alt sammen uden forklaringer men kun handlinger og naturligvis stemninger. I tiden op til festen bliver de røde Mikaelskapper strøget, der bliver lavet stjernebånd og naturligvis fremstillet Mikaelssværd – et Mikaelssværd har den særlige egenskab at det ikke kan bruges til at slå sine venner med, men kun til at øve sig sammen, således at man er stærk til hvis man en dag skulle møde en rigtig drage. På selve dagen bliver alle børnehavebørnene kåret til Mikaelsriddere og alle vokser en halv meter.

Mikaelsbasar lørdag d. 1. oktober 10-14:

I denne stemning har Kirsebærgården haft sit årlige åbne hus arrangement ”Mikalesbasaren” og det vil vi have igen i år. Der vil være aktiviteter på alle stuer, salgsboder, marionetteater og naturligvis cafe. Det er et kæmpe projekt som ikke kun støtteforeningen eller personalet kan stå for, det kræver handlekraft og styrke fra os alle og der er derfor opgaver op til og også på dagen for alle familier, det kan I læse mere om i det vedhæftede brev.

Derudover vil vi gerne samle et forældreorkester til basaren, som skal spille 5-6 numre på tagterassen fra kl 13. Gerne et stort og blandet orkester, alle instrumenter er velkomne: horn, strygere, slagtøj, strenge o.s.v. Meld gerne tilbage om I vil være med og om der eventuelt er en der vil være tov-holder på projektet. Der bliver muligvis en øveaften i Kirsebærgårdens sal, men I er også velkomne til at hoppe ind på selve dagen. At spille i orkestret tæller også som en vagt på basaren, altså i stedet for at passe café eller lign.

På basaren laver vi, igen i år, en bod, hvor man kan købe brugt børnetøj billigt. Hvis I har aflagt børnetøj, I ikke skal bruge, vil vi rigtig gerne sælge det i boden, så andre børn kan få glæde af det. Tøjet afleveres renvasket i Bærladen (rummet mellem køkkenet og indgangen til Solbærstuen).

Efterårsferie:

I efterårsferien uge 42 er der pasning ved tilmelding, størstedelen af personalet afholder ferie men der vil være pasning til de familier der har behov og der vil, når tiden nærmer sig, komme afkrydsningslister på tavlerne hvor man tilmelder sig inden deadline.

Vinterrytme:

Efter efterårsferien træder vores Vinterrytme i kraft og det betyder en ændring i rytmen overalt i Kirsebærgården. At vi har en sommer og vinterrytme er for at tilgodese mange aspekter; – at opleve årstidernes skiften, – at kunne være ude hver dag uanset vejret, – at kunne holde sig varm og tør, – at opleve stemningen og mulighederne for indendørs såvel som udendørsleg. Det kræver et stort engagement fra os ansatte for at få rytmen til at fungere den første tid, men børnene bliver forbavsende hurtigt fortrolig med rytmen. Børnehavebørnene skal afleveres udenfor tirsdag og torsdag efter 8.30 så båldag og turdag stadig fungerer og afhentes indenfor dagligt. For småbørnene er der kun ændring om eftermiddagen som er indenfor.

Børn & Ansatte:

Det har tidligere været praksis at skrive i disse forældrebreve når børn & og voksne er kommet til eller fra Kirsebærgården, det har afstedkommet udfordringer mht. tavshedspligt og samtidig har vi desværre måtte sande at det ikke har været muligt at holde disse informationer væk fra børnene og har derfor valgt det fra – I har mulighed for at holde jer opdateret mht. personale på vores hjemmeside men vil indtrængende bede jer om ikke at informere jeres børn.

Datoer frem til efterårsferien

  • 18.08.16          Høsttur til birkemosegård (for de største børn)
  • 18.08.16          Fælles forældremøde 19-21
  • 28.08.16         Høstfest 10-14
  • 01.09.16          forældremøde i børnehaven 19-21
  • 08.09.16         forældremøde hos småbørnene 19-21
  • 17 & 18.09.16  Arbejdsweekend
  • 30.09.16         mikaelsfest
  • 01.10.16          mikaelsbasar 9-15
  • 17-21.10.16      efterårsferie – pasning v. tilmelding